Hardingfela - Noreg sitt nasjonalinstrument

Hardingfela har status som Noreg sitt nasjonalinstrument, og utviklinga av denne fela er så tett knytt til Botnen - inst i Fyksesund - at det er rimeleg å kalla dette for hardingfela sin fødestad.

Klikk for stort bileteHardingfele frå ca. 1750, laga av Isak Nilssen Botnen Anne-Lise Reinsfelt / Norsk Folkemuseum. CC BY-SA 4.0. Musikk- og dansetradisjonen i Kvam er omfattande. Kommunen har gjennom lange tider hatt stor aktivitet innan kor og korps. Dette er viktig, men repertoar vil ofte vera likt med det ein finn andre stader.

Det som peikar seg ut, er hardingfeletradisjonen frå Botnen i Kvam med sine forgreiningar. Hardingfela har status som Noreg sitt nasjonalinstrument, og utviklinga av denne fela er så tett knytt til Botnen at det er rimeleg å kalla dette for hardingfela sin fødestad.

Lyst til adskilligt smaat Haandarbeide

I ein av dei første årgangane av Bergens Adressecontoirs Efterretninger, i 1766, finn me eit innlegg om «Fiol-Mageriet i Vigøers Præstegield». Her er heile teksten, slik han vert gjeve att i boka Norsk folkemusikk, utgjeve av Nord- og Midhordland sogelag i samband med Arne Bjørndal sin 70-årsdag i 1952:

Isaak Nielssen Botnen, en Søn av Niels Botnen, der i sit 85de Aar blev blind, men i sit 100de Aar seende igjen og levede endnu 5 Aar, har i sin Ungdom, omtrent 1670, av en Person navnlig Lars Klark, der var som en slags Skoleholder, læret de første Begyndelser til Fiol-Magerie. Denne Klark var ingenlunde i saadan Profession oplært, men begyndte for Tidsfordriv at udhule nogle Stokkee eller Stykker Træ, som ved Hiælp af Strænge har efter sit Slags mueligens given en slags Lyd.

Hvilket, da bemeldte Isaak, der havde Lyst til adskilligt smaat Haandarbeide, tog sig for at giøre efter, blev han efterhaanden saa øved, at de bleve alt bedre og bedre. Og gav ham da dette Arbeide ventelig nogre Haand-Skillinger, der siden drev Lysten til ret at ville perfectionere sig. Han naaede og deri en utrolig Berømmelse. Dette alene feilede ham at utfinde og paasætte den beste Fernis, der ikke skulde betage Lyden sin Renhed. Efter Udspørsel fik han vide at der skule findes paa Storøen i Syndhords Fogderie en Person ved Navn Didrik Muus, deer baade var Billed-Hugger og Maler, og, uden at have staaet i Lære, skal have giort den smukke Altar-Tavle i
Storøens Kirke. Af denne fik Isaak Botnen Kundskab om den rette Fernis og dens brug. 

Fra den tid af har Isaak Botnen giort sig i dette Arbeide saa berømt, at hans Fioler baade inden- og udenrigs prefereres andres; hvilket jeg ofte har hørt af virtuosiske Musicis; blant hvilke jeg kan nævne den berømte Hr. H. Freitoff. 

Om denne Isaak Botnen er endnu curieux hvad en fornemme Brav Mand ny nylig har fortællet mig, nemlig: Han kom en aften silde reisende og for Mulm og Uveir maate søge Havn og Hus hos Isaak Botnen. Den Reisende blev indlukt i Stuen, hvor der var velmørkt. Da han spurgte efter Manden i Huset, blev ham svared:
Han sitte innar aa arbee. Den reisende blev og vaer det han aldrig havde troet mueligt, at Isaak Botnen i sligt mørke forfærdigede og indlagde det fineste Elfenbeen- og Træ-Arbeider på Fioler. Da den Reisende derover tilkiendegav sin billige Forundring, svarede Isaak Botnen ham, at han fortroede sig mer til sine Følelser end til sit syn, og efterdi hans Fader (forbemeldte Niels Botnen) i Alderdommen blev blind, havde han altid saaledes forestillet sig samme skiæbne, at han derfor fra yngre Aar havde lagt sig efter at arbeide i Mørket. Paa den Tid var Isaak Botnen 84 Aar gammel. Han havde adskillige Sønner, men især een navnlig Trond, som havde Lyst at lære Faderens Fiol-Arbeide, og en Dotter-Mand ved navn Siovat. Begge disse leve endnu. Siovat befandtes mindre bequem til nogen synderlig Perfection at erhverve sig. Dog gjør han Fioler, men som der siges, ikke af den Bonitet, som Tronds. Siovat anvendte ei heller saa meget Tid og Flid paa alt til Fiol-Magerie henhørende som paa Jordebrug. Trond derimod er en upaaklagelig Jordemand, men overgaar den anden i at giøre Fioler.

Herom fortælles at deres Fader Isaak Botnen, der vilde vel lære dem brav nok at giøre Fioler, vilde dog sin Livs Tid havde sig forbeholden Fernissen, og lærte dem aldrig rett at lave Fernis eller at fernisse. Efter Isaak Botnens død fandtes adskillige Fernis-Recepter. Men den retteste og bedste deraf skal alene Trond, som det siges, have udfunden. Hvorfor han og har aarlig en stor Debit paa sine Fioler. Thi de føres til Røldal, Kongsberg og længer i store mængde. Trond har derved satt sig i en meget god Tilstand. Han har tilforn boet på Flattebø, men beboer nu yttre Aalvig. Trond er detsuden en brav Smed, saa at  han selv kand giøre sig i Jern og Staal alle til sine Metier behøvende Instrumenter og Redskaber. Det kunde ei Faderen: Men maatte bekostelig forskaffe sig dem fra andre Steder. Isaak Botnen forstod ei at spille paa Fiol. Ei heller ere enten Trond eller Siovat Spillere, som man her kalder dem.

Den eldste norske fiolinen

Nemnde Isak Nilsson Skår (1669 - 1759) er den som vert rekna som den fyrste utviklaren av den moderne hardingfela, sjølv om han også laga fiolinar etter italiensk tradisjon. Det finst kring femten bevarte hardingfeler etter han. Sonen Trond Isakson Botnen (1713-72) laga kring 1.000 hardingfeler, 30-40 av desse er bevart. Han bygde òg den eldste norskbygde fiolinen som framleis finst. Den er idag på Hardanger folkemuseum.

Den eldste hardingfela som er bevart er på si side signert Ole Jonsen Jaastad (1621-94) frå Ullensvang, den såkalla Jaastad-fela. På plata Rosa i botnen (2006) spelar Knut Hamre og Benedicte Maurseth for første gong i nyare tid på dei opphavlege Jaastad- og Botnen-felene.

Eit av kjenneteikna til hardingfela er understrengane, som gjev den spesielle klangen. Isak Skår laga feler med varierande tal understrengar, oftast to (slik også Jaastad-fela har), men også opp til seks. I dag har hardingfela fire spelestrengar og fire eller fem slike understrengar, eller resonansstrengar. Her kan inspirasjonen ha kome frå Skottland, og frå variant av viola d'amore, eit strengeinstrument som vart mest nytta under barokken. Frå midt på 1400-talet av var det mykje handel mellom Skottland og Vestlandet. Skotske skip henta tømmer og anna trelast i Noreg, i byte mot varer som korn, brennevin og tobakk.

Stolen på hardingfela er flatar.e enn på fiolinen, og hardingfela har eit høgre kvelva lok, ofte med innlegg av perlemor og pryda med roseteikningar. Ho er utbreidd over heile Vestlandet og sørover, i Setesdal, Telemark, Hallingdal, Numedal og Valdres. 

Vidareført tradisjon

Hardingfeletradisjonen i Kvam, og også den tilhøyrande folkedansen, vert i dag vidareført gjennom lagsverksemd, som Kvam spel- og dansarlag, og også gjennom kulturskulen. Eit hardingfeleprosjekt i samarbeid mellom Hardanger og Voss museum og Ole Bull Akademiet arbeider fagleg innan feltet, med historia frå Botnen som ein viktig del. Prosjektet sine nettsider finn du på hardingfela.no.

Denne teksten er ei sterkt utvida utgåve av teksten om hardingfela i Kvam herad sin kulturminneplan.